Vigtigt spor i sagen om nedgravet spædbarn: Hvem ejer denne hættetrøje?

Nils Würtzenfeld

374 uger siden

|

20/10/2017
112
Foto: Københavns Vestegns Politi
Foto: Københavns Vestegns Politi
Politiet beder nu om hjælp til at finde ejeren af en rød Nike-hættetrøje i forbindelse med sagen om et barnelig, der blev fundet nedgravet i Glostrup mandag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som nyt led i efterforskningen af det nedgravede døde spædbarn fundet mandag i et grønt område ved Brinken i Glostrup, beder Københavns Vestegns Politi sent torsdag offentligheden om hjælp.

Det sker efter i forbindelse med offentliggørelse af en rød hættetrøje, barnet var svøbt i.

Der er tale om en rød bomuldshættetrøje i størrelse XXXXL (4 x XL) med et lille sort Nike-logo på venstre bryst. Hættetrøjen er forsynet med en kraftig lynlås, skrålommer til hænder på maven og forsynet med to markante blanke stålringe omkring hullerne til hættens snor.

Politiet har valgt at offentliggøre fotos af hættetrøjen i håb om, at det kan bringe efterforskningen videre:

Foto: Københavns Vestegns Politi

- Det er en meget stor hættetrøje – men er det moderens, faderens eller udlånt af en helt tredje person? Vi ved kun, at barnet var svøbt i den hættetrøje, og derfor er vi interesserede i at høre fra alle, som har oplysninger om den, siger efterforskningsleder Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.

- Vi er fortsat meget interesserede i at høre fra alle, som måtte kende til et forsvundet spædbarn. Og jeg vil fortsat opfordre moderen til at henvende sig – uanset hvad der er sket, må hun være i krise og have behov for hjælp, og det kan vi bistå med, siger Ole Nielsen.

Foto: Københavns Vestegns Politi

Kontakt Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Det døde spædbarn blev fundet nedgravet i et grønt område ved Brinken af håndværkere mandag ved 14-tiden. Politi og retsmedicinere holdt ligsyn på stedet, der skete tekniske undersøgelser af området og foretaget obduktion på Retsmedicinsk Institut tirsdag.

Foto: Københavns Vestegns Politi

Onsdag efterlyste efterforskerne information om en ung, kraftig muligt rumænsk kvinde med langt mørkt, krøllet hår, som for et par uger siden er set på stedet og virkede nedtrykt.

Der er iværksat en omfattende efterforskning, hvor politi og retsmedicinere stadig arbejder på at identificere barnet, klarlægge dødsårsagen og afdække hændelsesforløbet.

Foto: Københavns Vestegns Politi

En af analyserne efter obduktionen tyder på, at spædbarnet er nyfødt. Efterforskningslederen ønsker ikke at kommentere denne analyse yderligere.

Der afventes fortsat resultater af flere retsmedicinske analyser efter obduktionen. De vil tilgå politiet løbende i de næste uger.

Efterforskerne har indtil videre modtaget omkring 15 henvendelser fra opmærksomme borgere – og er fortsat interesserede i alle opkald, der kan have relevans for efterforskningen.