Ung mand anholdt efter skyderi i frisørsalon

Ane Sørensen

363 uger siden

|

06/01/2018
112
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 20-årig mand, som er mistænkt for at være involveret i et skyderi, der fandt sted i en frisørsalon i Esbjerg fredag aften.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Syd- og Sønderjyllands Politi har natten til lørdag klokken 01.43 anholdt en 20-årig mand. Det skete ved en anholdelsesaktion, som fandt sted på en adresse på Stengårdsvej i den østlige del af Esbjerg.

Den unge mand er mistænkt for at have været involveret i det skyderi, som fredag aften fandt sted i en frisørsalon på hjørnet af Stormgade og Ingemanns Alle i Esbjerg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Syd- og Sønderjyllands Politi anser skyderiet for at være en del af den konflikt, der i øjeblikket er mellem to kriminelle grupperinger i Esbjerg. De to kaldes henholdsvis Stengårdsvej grupperingen og Kvaglund grupperingen, lyder det fra politiet.

Fredag aften oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse, at de klokken 19.49 havde modtaget en anmeldelse om, at der var blevet affyret skud i frisørsalonen.

Vidner havde set to mænd klædt i hættetrøjer. Den ene havde en pistol i hånden, rettede den mod en person i salonen og skød, hvorefter de to mænd løb ud til en bil og forsvandt i den ad Storegade mod øst.

Kort efter kom flere patruljer til stedet. Der blev ikke fundet nogen kvæstede, men da pressemeddelelsen blev sendt ud fredag aften, vidste man endnu ikke, om eventuelle kvæstede var flygtet fra stedet, eller om ingen var blevet ramt.

- Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker forsat intensivt i sagen, ligesom der også fortsat vil være øget patruljering i byen. Det siger linjechef for efterforskningen, politiinspektør Claus Nørgaard.

Den 20-årige mand vil senere lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg. Tidspunktet for grundlovsforhøret er endnu ikke blevet fastlagt. Det forventes, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved retsmødet.

Person fundet død i brændende bil