Politi stoppede mand med økse i bilen: Hans undskyldning var dummere, end politiet tillod

Nils Würtzenfeld

388 uger siden

|

10/07/2017
112
En 32-årig mand blev natten til mandag stoppet i Aarhus med en økse i bilen samt noget af en forklaring på det farlige våben.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Politiet i Aarhus er igennem de seneste uger blevet præsenteret for en række yderst kreative undskyldninger fra bevæbnede borgere, og natten til mandag var den gal igen.

Det oplyser Østjyllands Politiet i en pressemeddelelse.

Mandag klokken 00.20 foretog en patrulje nemlig en rutinemæssig kontrol, da man standsede en bil på Neptunvej i Viby.

I bilen sad der fire mænd, og i kabinen lugtede der kraftigt af hash.

Det fik betjentene til at visitere de fire herrer, som man dog ikke fandt nogen stoffer på.

Ved en efterfølgende ransagning af bilen fandt patruljen til gengæld en økse, der lå i bunden af bilen ved det forreste passagersæde.

Den 32-årige mand, der havde siddet på passagersædet, forklarede dog straks, at han netop havde været i skoven for at fælde træer, hvilket var årsagen til, at øksen lå i bilen.

Den kreative forklaring anså patruljen dog som usandsynligt, og manden blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Den 34-årige fører af bilen blev desuden skønnet påvirket af narkotika og blev ligeledes anholdt og sigtet for narkokørsel.

Den opfindsomme forklaring kommer efter, at Østjyllands Politi for en uge siden stoppede en 50-årig mand, der midt om natten gik rundt i Aarhus med en hammer.

Manden forsøgte dog at forklare hammeren med, at han var på vej hjem til en veninde for at hænge billeder op.

Og dagen efter, tirsdag  4. juli, blev politiet i Aarhus igen præsenteret for noget af en søforklaring, da man – meget lig gårsdagens episode - stoppede en 35-årig mand, der kørte rundt med et baseballbat i bilen.

Da betjentene spurgte ham, hvad han skulle bruge battet til, forklarede han, at han netop havde været ude at spille rundbold.

Herefter ville politiet vide, hvor bolden i så fald befandt sig, hvilket manden forklarede med, at hans hund var kommet til at spise den.

Man kan godt forstå, hvis Østjyllands Politi efterhånden er træt af kreative bortforklaringer.