Peter Madsens forklaring i retten: Sådan døde Kim Wall

Emil Ryttergaard

376 uger siden

|

05/09/2017
112
Peter Madsens forklaring om, hvordan Kim Wall døde ombord på ubåden Nautilus, er netop blevet læst op i Københavns Byret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Der er en luge til ubåden, som vejer cirka 70 kilo. Han kravler op, men lugen falder ned over Kim Wall. Hun falder ned. Hun har slået hovedet. Hun har fået et åbent kraniebrud. Hun har nogle kramper, men lidt efter hører de op. Hun må være død, tænker han.

Sådan skriver BT netop nu fra Københavns Byret, hvor der afholdes retsmøde i den opsigtsvækkende sag om den svenske journalist Kim Walls død ombord på opfinderen Peter Madsens ubåd 10. august.

Københavns Byret har netop besluttet at afholde retsmødet for åbne døre, hvorefter Peter Madsens forklaring til politiet blev læst højt i retten, hvor der i dag skal tages stilling til, om Peter Madsen fortsat skal sidde varetægtsfængslet. 

Ifølge Peter Madsen begyndte det hele, da han fik et opkald fra Kim Wall, der gerne ville lave et interview med ham, og som ville med ombord på ubåden. 

Ifølge Peter Madsen sejlede de to efter interviewet ud og dykkede ned, og da de vendte tilbage til havets overflade, skete der en ulykke, som tog livet af Kim Wall.

På et tidspunkt skulle Peter Madsen og Kim Wall op på kommandobroen, og han kravlede op i ubådens tårn. 

- Han løftede lugen. Kim var nedenunder i ubåden og de aftalte, at hun også skulle op. Pludselig gled han på platformen og lugen faldt ned. Den ramte Kim. Han kunne ikke se, hvordan hun blev ramt. Han kunne bare høre et dunk, skriver BT fra Københavns Byret.

Det var ombord på ubåden Nautilus

Kim Wall fik ifølge Peter Madsen tårnets luge i hovedet. En luge, der vejer cirka 70 kilo. 

- Hun falder ned. Hun har slået hovedet. Hun har fået et åbent kraniebrud. Hun har nogle kramper, men lidt efter hører de op. Hun må være død, tænker han.

Ifølge Peter Madsen går han i panik og planlægger at sejle ud og tage livet af sig selv. 

- Han sejler ud på Østersøen, hvor han vil slutte de hele. Han tager en pause på et par timer. Der går mange tanker gennem hans hoved. Han tænker bl.a. at det ikke var sømmelig, at Kim skulle begraves i ubåden. Han bærer hende derfor op i lugen. Hun mister sin sko og sine strømpebukser. Han forholder sig ikke til kønnet på hende. Han havde gjort det samme, hvis det havde været en mand. Der foregår ikke noget seksuelt, skriver BT fra Københavns Byret. 

Ifølge Peter Madsen døde Kim Wall af et åbent kraniebrud, da hun fik ubådens 70 kilo tunge låge i hovedet. Foto: Polfoto 

Derefter beslutter han sig i stedet for at smide Kim Walls afdøde lig i Østersøen og sænke sin egen ubåd. 

- Da de kommer op i tårnet, bærer han hende over bord via de strips, som han har givet hende på. Han tænker, at han har ødelagt sin fremtid. Han forsøger ikke at gøre rent. Han vil gerne ind til sin hustru S. Han selvsænker derefter sin ubåd. Han åbner ventilerne. Der er et faretøj i nærheden, som samler ham op, lyder Peter Madsens forklaring.

Under retsmødet sår anklageren tvivl om Peter Madsens forklaring, men en tydeligt irriteret Peter Madsen svarer igen på kritikken, skriver BT.

- Hvis ikke jeg gled, så ville lugen ikke være faldet i, så havde vi haft Kim i dag, og så havde vi ikke siddet her i dag. Det er nøjagtig det, jeg også fortalte i grundlovsforhøret.

- Der er ikke noget mærkeligt i det. Ubåden er epoxy-malet, våd af saltvand. Jeg kan ikke stoppe det. Lugen falder i. Det sker i et millisekund.

Peter Madsens forklaring slutter af med, at det ikke faldt ham ind at forklare politiet, at der var sket et uheld ombord på ubåden. Han ville bare gerne ind på land og holde om sin hustru.

Anklageren spørger også Peter Madsen, om han lægger sig til at sove efter Kim Walls død, og det bekræfter Peter Madsen. Men han fremhæver, at det skete bag en lukket dør i et andet rum end det, Kim Wall lå i.

Kort før Peter Madsens forklaring blev læst højt i retten, krævede anklagemyndigheden, at Peter Madsen skal mentalundersøges. Desuden anmodede anklagemyndigheden om at afholde retsmødet for lukkede døre, men den anmodning protesterede Peter Madsens forsvarsadvokat imod, og dommeren valgte altså at lade dørene være åbne.

Peter Madsen nægter sig forsat skyldig i drab, men erkender sig skyldig i usømmelig omgang med lig.