Peter Madsen overfaldet i fængslet

Nils Würtzenfeld

328 uger siden

|

10/08/2018
112
En 18-årig indsat er sigtet for at have overfaldet den drabsdømte ubådsbygger onsdag aften.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den drabsdømte opfinder og ubådskaptajn Peter Madsen er onsdag aften blevet overfaldet i Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev på Falster, hvor han afsoner sin livstidsdom. Det skriver flere medier fredag morgen.

Torsdag kom det frem, at en 47-årig indsat i fængslet var blevet overfaldet, og nu bekræftet Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, at der er tale om hendes klient.

- Jeg har lige talt med min klient, og jeg kan bekræfte, at han blev overfaldet i går. Han har det efter omstændighederne ok, skrev hun i en sms til BT torsdag.

Overfaldet skete midt på aftenen onsdag - to dage før årsdagen for, at Peter Madsen sejlede ud med den svenske journalist Kim Wall, der senere blev fundet dræbt og parteret.

Overfaldsmanden er en anden indsat i fængslet, der nu er sigtet for vold efter overfaldet på den 47-årige Peter Madsen.

Hos Sydsjællands og Lolland Falsters Politi vil Politiinspektør Kim Kliver hverken be- eller afkræfte, at det er Peter Madsen, der er blevet overfaldet, men han bekræfter, at en 47-årig indsat i fængslet er blevet overfaldet under samkvem med en anden indsat.

- Ved overfaldet er der udøvet vold, og der er en skade i ansigtet som følge af den vold, siger Kim Kliver til Ekstra Bladet og tilføjer, at der ikke er  blevet anvendt slagvåben under overfaldet.

Han kan også oplyse, at offeret blev bragt til kortvarig behandling, efter overfaldet, men at han nu er tilbage i sin celle igen.

Peter Madsen blev idømt fængsel på livstid for drabet på Kim Wall. Han valgte efter dommen at anke strafudmålingen - dog ikke skyldsspørgsmålet.

Ankesagen skal for Østre Landsret i september, hvor den vil kører over tre dage.