Det var et underligt syn, der i weekenden mødte en kvinde fra Espergærde i Nordsjælland, da hun søndag kiggede ud på vejen.
Her lagde den kvindelige beboer fra Vildrosevej nemlig mærke til, at der natten mellem lørdag og søndag var sat blomster foran dørene til flere af husene på Vildrosevej og Marievej
Kvinden fornemmede straks, at der var noget mistænkeligt ved de mange blomster og ringede derfor til politiet, da hun vurderede, at det kunne være en form for ’afmærkning’ af huse foretaget af indbrudstyve.
Det var kvindes teori, at blomster kunne sladre om, hvorvidt husene var ferietomme, hvis de ikke blev fjernet, og hos Nordsjællands Politi kan man nikke genkende til denne metode.
For selvom det er første gang, at man modtager anmeldelser om efterladte blomster, så bekræfter politikommissær Henrik Sejer, at det efterhånden er et velkendt fænomen, at indbrudstyve efterlade genstande foran husdøre for at se, om der er nogen hjemme.
- Vi ved ikke med sikkerhed, om der i dette tilfælde er tale om potentielle indbrudstyve, men der har jo rent historisk været mange tilfælde, hvor tyve har efterladt genstande foran folks hjem. Derfor vækker dette naturligvis også vores mistanke, forklarer Henrik Sejer til Dagens.dk.
Han forklarer videre, at antallet af indbrud altid stiger, når sommerferien står for døren og folk rejser sydpå. Af samme grund opfordrer han borgere til at være ekstra opmærksomme.
- I og med at vi går sommeren i møde, så bør man være ekstra opmærksom på, om noget forekommer usædvanligt, fortæller han og forklarer, at kvinden gjorde det helt rigtige ved at kontakte politiet.
- Vi ser med stor alvor på disse tilfælde og opfordrer derfor borgere til at tage fat på os, hvis de oplever noget lignende, lyder det til Dagens.dk.
Politikommissæren opfordrer ligeledes borgerne til at aftale at holde øje med hinandens huse i ferieperioden.
Derudover opfordrer Nordsjællands Politi til at følge nedenstående råd for at sikre hjemmet mod indbrud:
• Luk og lås døre og vinduer
• Placer værdier, så de ikke er synlige udefra
• Lad noget lys være tændt, lad rodet ligge og lad opvasken stå
• Bed naboen benytte husets skraldespand, tømme postkassen og parkere i indkørslen
• Lås skuret og lad ikke redskaber ligge fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet
• Tilmeld dig Nabohjælp på nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager 5 minutter at tilmelde sig
Læs også om hvordan, tyvenes nyeste trick aflæser din kode - her er politiets råd