Ingen førerret, forkerte nummerplader, forkert fører og euforiserende stoffer: 51-årig mand stillede op til mesterskabet i færdselsovertrædelser

Nils Würtzenfeld

422 uger siden

|

18/11/2016
112
En midaldrende mand fra Faxe fik en imponerende bødesamling, da han torsdag var så uheldig at støde på en politipatrulje.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdag var bestemt ikke en heldig dag for en 51-årig mand fra Faxe.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Klokken 22.55 kom han kørende i bil ad Præstøvej i Kalvehave, da han i et kryds valgte at køre over for rødt.

Hvad manden dog ikke havde set var, at en patruljevogn i samme øjeblik var ved at køre over for grønt, så derfor blev den 51-årige hurtigt vinket ind til siden.

Det skulle dog vise sig, at den fartglade mand langt fra skulle slippe med kun en lysregulerings-forseelse.

For inden betjentene nåede over til den 51-åriges bil, lykkes det ham at smide en lille æske ud af vinduet. Æsken blev dog hurtigt fundet af en betjent, og da den indeholdt både hash og amfetamin, kom manden hurtigt i yderligere vanskeligheder, da han også   blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Men bøde-tombolaen havde langt fra rullet færdig.

Den 51-årige mand havde nemlig ingen førerret, ligesom der heller ikke var forsikring på bilen, han var kørt over for rødt i. Bilen viste sig tilmed ikke at være indregistreret, og som prikken over i'et i, var bilen forsynet med nummerplader, der tilhørte et andet køretøj.

Derfor endte aftenen med at blive en dyr omgang for den 51-årige.